For at gøre det lettere at styre overfræseren har jeg valgt at lave et overfræserbord til den. Eller ligefrem at kalde det et bord i første omgang er nok at kalde det for lidt mere end det er, for i første omgang er det den plade til overfræseren, men det er planen at der skal arbejdes videre med den og lave det til et egentligt bord til overfræseren.
Jeg regner blandt andet med at jeg snart skal til at arbejde med at lave et skærebræt, små plader til vandglas og lignende, og dertil vil jeg meget gerne have et godt overfræserbord, så det skal bygges nu.
Da jeg ikke har prøvet det før, startede jeg ikke med at fræse i den dyre birkekrydsfinerplade, men testede det hele af på en stump fra en af de plader der blev brugt til at lave taget på hobbyhullet.
Eller faktisk startede det ikke med den plade, for det første der blev lavet var en plexiglasplade. Jeg målte hvor meget plads overfræseren skulle bruge for at kunne komme igennem et hul i pladen og lagde et par cm til i hver side og derfor skulle plexiglasset være 15×15 cm.
Rundsaven blev indstillet til 15 cm, og så blev der savet et stykke plexiglas ud.
Den bund der var med på overfræseren blev skruet af. Først lavede jeg et kryds på plexiglaspladen fra hjørne til hjørne, og herefter lagde jeg bunden fra overfræseren ovenpå. Dermed kunne jeg tegne hullerne af, så det var til at lave huller i plexiglasset der passer med skruehullerne i overfræseren.
Jeg har ikke fået plads til søjleboremaskinen endnu, så den er stadig placeret i det lille skur, hvor jeg hverken har støvsuger eller lille kost til at stå, så det er ikke alt for sjovt at skulle i gang der, men hullerne skulle gerne bores præcist og man skal gerne bore langsomt i plexiglas, så søjleboremaskinen er et godt valg til opgaven.
Da fordybningen var boret med forsænkerboret, satte jeg et 4,5 mm bor i boremaskinen og borede det sidste vej igennem plexiglaspladen. Jeg var ikke helt sikker på at skruen kom dybt nok, så hullerne fik lige en ekstra tur med forsænkerboret, og så kom skruehovedet ned under overfladen på plexiglasset.
Og som det kan ses på billedet, så passe hullerne med skruehullerne i overfræseren.
Først testen
Nu fandt jeg så den billige rest frem, så jeg kunne teste herpå inden det skulle laves rigtigt.
Til at markere med når det skal være præcist, anvender jeg en lille skærekniv som jeg vender så den skarpe del af bladet vender op. Den kan komme helt tæt på, hvilket ikke altid er tilfældet med en blyant.
Jeg lavede markeringen af plexiglaspladen og fjernede så plexiglaspladen. Den originale bund blev skruet på overfræseren igen. Jeg satte et 19 mm lige fræserjern i og målte at der var 4,1 cm fra kanten af kniven på fræserjernet til kanten af bunden. Derfor målte jeg de 4,1 cm ud og lavede en markering hele vejen rundt.
Jeg skulle nu bruge et stykke træ med en helt lige side, og da jeg endnu ikke har en afretter, brugte jeg i stedet bordrundsaven til at skære en lige kant på et stykke affaldstræ. Træet blev efterfølgende skåret ud i 4 stykker.
Lidt fra de streger der var lavet 4,1 cm fra der hvor plexiglaspladen skal være placerede jeg dobbeltklæbende tape og bagefter de 4 stykker træ med den glatte side ind mod midten ovenpå den dobbeltklæbende tape.
Overfræseren blev indstillet til at gå 5 mm dybt, og jeg kunne placere fræseren inden i rammen og fræse rundt så der kom en 19 mm bred og 5 mm dyb rille.
Jeg borede huller i hjørnerne så jeg kunne save midten ud med en stiksav.
Yderst er hjørnerne runde. Det skal de ikke være, medmindre at du vil lave den samme runding på plexiglaspladen. Jeg valgte at fjerne træet med et stemmejern i stedet og så kunne plexiglaspladen ellers glide i.
Nu til det rigtige overfræserbord
Nu var jeg klar til at lave det samme en gang til, men denne gang i den rigtige plade.
En af de ting jeg lærte ved den første gennemgang var, at jeg ikke fik indstillet dybden helt korrekt, så denne gang valgte jeg i stedet at fræse lidt ind i den plade jeg lige havde øvet mig på og måle efter med en skydelære. Efter 3 forsøg fik jeg indstillet fræsedybden til 5 mm.
Jeg målte ud til hvor fræseren skulle være og gennemgik herefter igen processen som beskrevet ovenover. Dog var jeg ikke helt så god til at få trykket de 4 stykker træ godt fast på den dobbeltklæbende tape, så den ene fik jeg skubbet, så der blev fræset lidt for langt, men det gør ikke så meget ved funktionen, kun lidt ved udseendet.
Da plexiglaspladen kunne komme i, skiftede jeg fræsejernet ud med et spids jern og begyndte stille og roligt at fræse op gennem plexiglasset. Det skal gøres langsomt og forsigtigt, da plexiglasset ellers smelter eller revner.
Da det spidse fræserjern var kommet igennem skiftede jeg det ud med det lige 19 mm jern og kørte det igennem. Til sidst satte jeg et af de største jern i og kørte det igennem, så hullet nu er stort nok til de fleste af mine fræsejern, og hvis jeg på et tidspunkt får brug for et af de sidste der er for store, kan de roligt køres igennem plexiglasset inden der skal fræses.
Nu er bordet til overfræseren færdig i første omgang og det kører som det skal.
Næste tilføjelse til overfræserbordet bliver en bagkant som jeg kan fræse op mod og hvor jeg kan placere støvsugeren, så jeg ikke sviner over hele værkstedet når jeg tænder for overfræseren.
Jeg vil også gerne lave det lidt mere til et bord end en plade med overfræseren i, men det bliver først noget senere at vi når dertil.
4 comments
Hej
God beskrivelse
Jeg har et par spørgsmål, hvis du har tid
Hvor tyk er din plexiglas, 5mm?
Er det ikke nødvendig at skrue plexiglas-pladen fast i bordet?
Ved du hvor man kan købe C-profiler til de føringer som skal holde den bagkant du skriver om
Mvh
Thomas Haurdahl
Hej Thomas
Tak for rosen
Tykkelsen på plexiglaspladen er 5 mm. Det har ikke givet nogen problemer ind til videre, og jeg forventer heller ikke at det kommer til at give nogen problemer med den lille fræser jeg bruger. Med en større / tungere fræser kan det være at man skal bruge en lidt tykkere plexiglasplade.
Plexiglaspladen passer lige ned i krydsfineren, så det er ikke nødvendigt at skrue den fast. Får man lavet fordybningen i krydsfineren lidt for bred så plexiglaspladen kan skubbes frem og tilbage kan det godt være nødvendigt med skruer. Fordelen ved at have lavet den uden skruer er at det er hurtigt at tage fræseren ud af pladen og så fylder det ingenting.
C profilerne er straks værre. Her har jeg brugt en del tid på at søge og har pt. 2 muligheder.
Jeg ved ikke om gardinstangen vil virke, og pludseligt var der blevet forår og tid til haveprojekter, så jeg er ikke kommet videre med bagkanten selv.
Hvis du finder en god løsning må du endeligt sige til.
Martin
Super god og detaljeret beskrivelse
Hej Martin
Hvis du ikke er kommet videre med bordet siden, så kan jeg hjælpe lidt med c-profilerne. Jeg har selv siddet fast i “T-tracks” uden at kunne finde noget på dansk grund. Det er der, det hedder bare noget andet!
F.eks. har Dorch & Danola en “universelbane” fra UJK. Andre steder har jeg set dem omtalt som “T-spor” ganske enkelt, eller “T-skinner”.
Jeg har ikke selv fået anskaffet mig nogen endnu, men det er et projekt til fremtiden.
Mvh – Hans